Et KæleEventyr

LOVEN OM TILTRÆKNING

- den ydre verden er en afspejling af den indre -

Et KæleEventyr

 

”Hvad kunne du tænke dig?”, spurgte Uglen. ”Ihh så mange ting”, svarede den lille pige som netop var kravlet op i et træ ude i skoven; ”en dukkevogn, et lyserødt penalhus, en prinsessekjole, en guld halskæde, sangundervisning og ...”. ”Hold da helt op”, afbrød Uglen med et smil, ”men hvilken en af disse vil du aller helst have?”

 

”Dem alle sammen”, skyndte den lille pige sig at sige. ”Men hvis du nu skulle vælge, hvad der så vigtigst for dig lige nu?”. ”Tjooa”, sagde den lille pige tøvende, ”det ved jeg ikke”. Uglen kiggede på den lille pige og sagde så: ”Jeg tror heller ikke, at det har noget at gøre med at vide”. ”Har det ikke noget at gøre med at vide?”, gentog den lille pige uforstående. ”Nææ, jeg tror mere at det har noget at gøre med, at føle og mærke efter”, svarede Uglen. ”Føle og mærke efter?”, gentog den lille pige og gjorde store øjne, ”jamen, hvordan?”. ”Helt inde i dig selv og kun dig selv”, svarede Uglen, ”se på den smukke blå himmel, solens varme stråler og alle de smukke grønne træer, og mærk så efter i dit hjerte”. Den lille pige kiggede forundret på Uglen og lagde sin ene hånd på sit hjerte. Derefter kiggede hun op på den smukke himmel, de dejlige solstråler, og ud på alle de skønne træer. ”Nu kan jeg mærke det!”, sagde hun pludseligt med glæde i stemmen. ”Ja”, fortsatte Uglen. ”Det jeg aller helst ønsker mig”, sagde den lille pige ivrigt, ”det jeg aller helst ønsker mig, er, et kæledyr”.

 

Og i samme nu hoppede pigen ned fra træet. ”Jeg ønsker mig et kæledyr, jeg ønsker mig et kæledyr”, gentog den lille pige højt, mens hun straks begyndte at gå rundt om den lille sø inde i skoven. Og ikke så snart efter mødte den lille pige en kanin, som hoppede rundt på skovbunden. ”Hej med dig Kanin”, sagde den lille pige glad. ”Hej med dig”, sagde Kaninen. Den lille pige og Kaninen syntes, at det var noget så hyggeligt at tale med hinanden og lidt efter spurgte den lille pige: ”Vil du være mit kæledyr?”. ”Det kan jeg desværre ikke”, svarede Kaninen, ”for jeg er kæledyr for en anden...”. ”Æv”, tænkte den lille pige, ”det var ellers så hyggeligt”. ”God tur videre”, sagde Kaninen. "Tak i lige måde", sagde den lille pige og fortsatte så videre rundt om søen. Og som hun gik det sidste stykke rundt om søen, mødte hun både det ene søde dyr efter det andet, men hver gang hun spurgte: ”Vil du være mit kæledyr?”, svarede de alle, hver som en: ”Nej, nej og nej”.

 

”Æv”, sagde den lille pige trist da hun var noget op i træet til Uglen igen, ” jeg fandt ikke noget kæledyr, og jeg er også blevet noget så træt efter at have gået rundt om søen”. ”Det kan jeg da godt forstå”, svarede Uglen hurtigt og pegede på pigens ryg, ”når du sådan slæber rundt på sådan en tung rygsæk der”. Den lille pige drejede hovedet så meget hun kunne til den ene side og kiggede ned ad sin ryg. ”Jeg kan da ikke se nogen rygsæk?”, sagde den lille pige undrende. ”Prøv at se godt efter”, fortsatte Uglen. Pigen kiggede godt efter og fik pludselig øje på rygsækken. ”Ihhh, hvor er den tung”, udbrød den lille pige. ”Ja, det kan den godt være”, svarede Uglen, ”måske det er lettere at gå rundt om søen, hvis ikke din rygsæk var så tung?”. ”Ja!”, svarede pigen glad og prøvede at tage rygsækken af, ”den sidder godt fast hva’?”. Den lille pige prøvede endnu engang, men hun kunne ikke helt få rygsækken af. ”Du skal ville det”, sagde Uglen kort. ”Jeg vilje det!”, brummede den lille pige sammenbidt og i et hurtigt ryk fik hun til sidst rygsækken af. ”Ihhh, hvor føles det dejligt let nu”, sagde den lille pige med et meget stort smil. ”Ja, ikke?”, svarede Uglen og kiggede på den lille pige, som viskede: ”Ihh, hvor er jeg fantastisk. Jeg er god nok og al kærlighed værd”. Uglen smilede og sagde: ”Ja det er du og det er jeg også, og det behøves du slet ikke at viske, og...”. Men nåede ikke at sige mere, for i det samme hoppede den lille pige ned fra træet og begyndte straks endnu engang at gå rundt om søen.

 

”Jeg ønsker mig et kæledyr, jeg ønsker mig et kæledyr”, sang den lille pige højt, mens hun på lette skridt gik rundt om søen. Og også denne gang mødte den lille pige mange forskellige søde dyr rundt om søen, men til hendes store forbløffelse var der stadig ingen dyr, der ville være hendes kæledyr. ”Nej”, sagde de alle, ”vi er allerede et kæledyr for en anden”. Så den lille pige kravlede til sidst tilbage op i træet til Uglen.

 

”Æv”, sagde den lille pige da hun så Uglen, ”jeg ønsker mig et kæledyr, men jeg fandt ikke et”. Uglen kiggede betænksomt på pigen og spurgte så: ”Når du ønsker dig et kæledyr på den måde der, har du så et kæledyr, eller har du så ikke et kæledyr?”. Den lille pige kiggede mærkeligt hen på Uglen: ”Ja, så har jeg jo ikke et kæledyr”, sagde hun kort. ”Hvilken følelse giver det dig i kroppen?”, spurgte Uglen hurtigt. ”Trist”, svarede pigen hurtigt. Uglen tog en dyb indånden og sagde så: ”Du må føle det som det mest naturlige, at du allerede har et kæledyr”. ”Allerede har?”, gentog pigen. ”Prøv at forestille dig, at du har et kæledyr”, sagde Uglen. Den lille pige lukkede øjnene. ”Og prøv så at forestil dig, hvad I kunne lave sammen”. Pigen fortsatte med lukkede øjne, mens Uglen spurgte: ”Hvordan får det dig til at føle?”. Lidt efter åbnede den lille pige langsomt øjnene: ”Dejligt og glad, nærmest lykkeligt og ...”. ”Og?”, spurgte Uglen. ”Og taknemlig”, sagde den lille pige så. ”Ahhhhh”, viskede Uglen, ”taknemlighed...”.

Og med ét hoppede den lille pige endnu engang ned ad træet og skulle lige til at gå rundt om søen igen, men stoppede så pludselig på skovbunden og kiggede tilbage op på Uglen: ”Er der mere?”. Uglen smilede og svarede så: ”Det er nok det vigtigste”. Pigen nikkede, vente sig om og begynde endnu engang at gå rundt om søen.

 

”Jeg har et kæledyr, jeg har et kæledyr, jeg har et kæledyr, jeg har et kæledyr”, sang den lille pige glad og nærmest let svævende over skovbunden, mens hun kunne mærke taknemligheden brede sig i sit hjerte. Og ikke så lang tid efter mødte hun et lille Pindsvin som også gik alene langs søen. ”Hej med dig”, sagde den lille pige. ”Hej!”, svarede Pindsvinet med et stort smil. Og mens solens stråler skinnede ned gennem trætoppene, glitrende ned på de bitte små bølger ude på søen, talte de to noget så fint sammen. ”Kom tilbage hertil!”, råbte en stemme pludselig, og Pindsvinet skyndte sig tilbage til sine ejer. ”Æv!”, tænkte den lille pige til sig selv og fortsatte rundt om søen. Men selvom hun både talte med det ene kæledyr efter det andet, fandt hun stadig ikke et og lidt efter kravlede hun tilbage op i træet hos Uglen.

”Jeg har ikke fundet et kæledyr..”, sukkede den lille pige. ”Nåh”, sagde Uglen forsigtigt og fortsatte stille, ”men måske der bare var et eller andet du skulle lære først?”. ”Tjaa, måske”, sagde den lille pige. ”Og”, fortsatte Uglen, ”måske du faktisk allerede har fundet et kæledyr?”. ”Hvad mener du?”, spurgte pigen overrasket og kiggede op. Uglen sagde ingenting, men smilede blot. Pigen forstod ikke helt, men mærkede pludselig en varme i sit hjerte. Og i sammen nu fik hun helt tårer i øjnene: ”Jamen”, smilede hun, ”hvem er mit mit kæledyr?”. ”Jamen”, smilede Uglen, ”mig”.

 

Følgende lille eventyr er skrevet af forfatteren til denne hjemmeside.

Det er på ca. 1.300 ord, ca. 2 normal sider.

© 2018 Copyright. Alle rettigheder forbeholdes.